Marianne Sørensen mister ansvaret for jobcentrene i København. Det sker efter at Berlingske bringer nyheden om, at jobcentrene i København ikke har henvist en eneste ledig til et job de seneste to år.
I sidste måned blev jeg for alvor nervøs på hendes vegne, for efter at have hørt et interview med hende, stod det klart for mig, at hun opererer i et system, der er designet til fejle. Marianne Sørensen, der nu har fået frataget ansvaret for jobcentrene i Københavns Kommune, deltog d. 7 september i Berlingskes nyhedspodcast Pilestræde. Her svarer hun afvigende på en række konkrete spørgsmål fra vært Kaare Svejstrup.
Kaare Svejstrups gode direkte spørgsmål, der går lige til kernen, minder til forveksling om dem, man som betroet rådgiver har pligt til at stille ledelsen i en virksomhed, der ikke præsterer, som den burde.
Han spørger ind til, hvor ofte ledige selv finder et job, og hvor ofte det er jobcentret, der skaffer folk et job. Til det svarer Marianne Sørensen, at hun ikke har sådan en statistik, der viser, hvornår det er det ene eller det andet, der har været udslagsgivende for, at den ledige fik et job.
Svaret får Kaare Svejstrup spørge, hvorfor har man ikke statistik på det? Efter en kort tænkepause svarer Marianne Sørensen: ”Det ved jeg faktisk ikke.” Hvorefter hun kommer ind på jobcentrets mange andre formål som at hjælpe og vejlede ledige, rådgive dem om tendenser, eller spotte om de ledige har brug for et kursus, der kan hjælpe dem med at få arbejde.
Da Marianne Sørensen får spørgsmålet om, hvor mange gange jobcentret henviste ledige til job sidste år, er svaret: Det har jeg ikke tal på her. Hun anerkender dog, at det er en vigtig del af jobcentrets indsats. Det tal er så kommet frem nu – Og svaret er, at jobcentrene i København har henvist nul ledige de sidste to år.
Kan du forestille dig, at en adm. direktør i en C25 virksomhed der ikke ved, om virksomheden har leveret på de strategiske målsætninger? Nej vel – intelligente KPI’er er afgørende, hvis vi skal fastholde og forbedre vores konkurrenceevne.
For at opsummere, så måler jobcenteret altså ikke på, om deres indsats er udslagsgivende, eller om det blot er de ledige selv, der finder arbejdet. Er det sidste tilfældet, er jobcentrets indsats overflødig, men hvis jobcentrets indsats er afgørende, er jobcentrene meget vigtige. Derfor er disse tal helt afgørende, at kunne dykke ned i, hvis man vil forbedre sig og finde ud af, hvad der virker godt, og hvad der virker mindre godt.
Betyder eksemplet, at Marianne Sørensen fortjente at få frataget ansvaret? Det mener jeg ikke. Det afslører derimod noget om systemet. Hun er ikke sat op til succes, fordi hun ikke er blevet målt på det rigtige. Nu er jeg ikke tankelæser, men jeg gætter på, at Marianne Søren havde vidst hvor mange jobs, jobcentret henviste det forgående år, hvis hendes performance blev målt på det tal. Hun havde formentlig opdaget, at det reelle tal var 0, og at henvisningerne var blevet erstattet af de selvopfundne såkaldte aftaler, der hverken forpligtende de ledige eller blev målt på antallet. Hun ville forhåbentlig have sagt, det dur simpelthen ikke, vi er nødt til at henvise de ledige til de mange ledige jobs.
Den 26. februar 2020 publicerede Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering selv to nye målinger, der skal give de enkelte kommuner et overblik over deres resultater og indsatser. Det lyder jo godt, men hvad måles der så på? Målingerne skal vise antallet af samtaler og tilbud de ledige har modtaget. Man måler altså ikke på, om man er i stand til at hjælpe den ledige i job, men på om man holder nogle samtaler og giver den ledige nogle tilbud – om samtalerne og de beskæftigelsesrettede tilbuddene i den forbindelse har nogen effekt, er tilsyneladende ligegyldigt.
Samtidig er det muligt for kommunerne at hente en jobindbliksrapport, hvor de kan se om de har færre eller flere der får offentlig forsørgelse end forventet. Der er altså ikke et mål om at man skal gøre det bedre, men det er blot en simpel registrering af tingenes tilstand. Hvis det går rigtig skidt i forhold til det forventede, kan kommunen blive sat under skærpet tilsyn. Det er bare ikke sket for nogle af kommunerne endnu.
Fredag d. 24. september bragte Børsen min kronik, der også findes en onlineudgave af her: https://borsen.dk/nyheder/opinion/jobcentrene-drives-under-skadelige-forhold.
Her kommer jeg ind på jobcentrenes effektivitet eller mangel på samme. Og jeg forsøger at årsagsforklare, hvorfor det ikke går, som vi alle kunne håbe på.
I kronikken fremhæver jeg flere eksempler fra det seneste årti, der i min optik understreger at jobcentrene i flere år har været gennemsyret af en tankegang, der ikke søger de ubehagelige men nødvendige indsigter for at præstere bedre, og rent faktisk få ledige ud på arbejdsmarkedet, hvilket i min optik må og skal være jobcentrenes succesparameter.
Det årelange fejlfokus understreger for mig, at jobcentrenes fiasko ikke kan tilskrives enkeltpersoner. Jeg tillader mig derfor også at betvivle, at man løser noget som helst ved at fratage Marianne Sørensen ansvaret for jobcentrene København. Jeg er sikker på, at hun er af den overbevisning, at hun har leveret det hun er blevet bedt om. Det er rammevilkårene og målsætningerne der skal ændres til at fokusere på det udbytte vi som samfund har brug for.
Grundlæggende, burde fortællingen om jobcentrene være god. Stedet, der giver mennesker muligheder for at komme tilbage eller ind på arbejdsmarkedet og hjælper virksomheder med at finde den arbejdskraft de har brug for. Det bliver den bare aldrig, før man indretter jobcentrene som en performancevirksomhed, hvis eksistens afhænger af, om de rent faktisk hjælper de ledige tilbage på arbejdsmarkedet, og om de hjælper virksomhederne med at finde den arbejdskraft de så desperat har brug for.